Historien tager officielt sit udgangspunkt d. 23. Juli 1924, hvor de to største esbjergensiske klubber, E.B. 98 og Esbjerg Amatør Klub (EAK) fusionerede og dannede EfB. Det var ikke nogen nem beslutning.
E.B. 98 fik som den første klub, i 1900, fodbold på programmet i Esbjerg. Starten var en noget rodet affære hvor man flere gange ikke var i stand til at stille med fuldt hold og derfor led store og ydmygende nederlag til klubber i oplandet. I 1908 fik klubben sit første klubhus og medlemstallet begyndte hastigt at stige.
I 1923 var man blevet så trætte af alle problemerne og de ringe resultater at man på opfordring fra E.B.eren Ole Gahrn besluttede sig for at diskutere mulighederne for en sammenlægning. Tanken om at få et succesrigt esbjergensisk hold overvandt de mange modsætninger, der var blevet opbygget i de foregående år og den 23. Juli 1924 lykkedes det at samle de to klubber i en ny klub: Esbjerg forenede Boldklubber.
Allerede i 1926 vandt holdet sit første jyske mesterskab og samme år nåede man frem til den jyske pokalfinale, som dog blev tabt. I 1927 og 28 nåede holdet ligeledes frem til den jyske pokalfinale, desværre med samme kedelig resultat til følge. 1928 var i det hele taget et kedeligt år i den forstand, at man også måtte tage til takke med sølv i kampen om det jyske mesterskab, der blev vundet af AaB.
I 1929 blev de problematiske baneforhold endelig løst ved indvielsen af det nye stadion (det nuværende atletikstadion) og der var nu basis for endnu større triumfer. De første af slagsen skulle allerede komme i 1931. Igen var EfB i finalen om det jyske mesterskab og igen tabte holdet til AaB.
I starten gik det godt og klubben opnåede det bedste resultat nogensinde i 1935, da en 5 plads blev sikret.
2. Verdenskrig gjorde det umuligt at gennemføre en landsdækkende turnering, men EfB viste dog nye fremskridt og vandt i 1942 kreds 1 vest for Store Bælt foran blandt andet AGF og OB. Denne succes blev fulgt op efter krigen. Resultaterne blev stadig bedre, og det hele kulminerede med at klubben i 1949 i suveræn stil vandt 2. Division, kort før klubbens 25 års jubilæum.
50ernes hold skulle blive kendt som en typisk humørhold, der til tider spillede sprudlende champagnebold, som alle måtte beundre og til andre tider gik helt ned. Denne meget ustabile spillefacon havde nær kostet klubben dyrt.
Rigtig stabilitet opnåedes først ved ansættelsen af en en ny træner: Lajos Szendödi i 1955. Denne indførte specielle trænings programmer for at løse problemerne, og det skulle straks give resultat. Med Szendödi ved roret og profiler som Jens Peder Hansen, Egon Jensen og flere andre på banen, opnåede klubben allerede i 1956 at få sit første sæt medaljer.
I 1961 vandt EfB endelig det første danske mesterskab. Adskillige af spillerne på dette hold havde også været med på ynglinge mestrerne fra 1956. Meget afgørende for mesterskabet var, at klubben før sæsonen havde hyret den totalt ukendte østrigske træner Rudi Strittich.
1962 blev en formalitet. Holdet, der nok var det bedste klubben nogensinde har haft med 8 landsholds spillere på samme tid, vandt mesterskabet 4 runder før sæsonens slutning og var hele vejen igennem suveræne.
1963 var mere tæt, men holdet som hovedsageligt bestod af de samme spillere som i 1961, vandt mesterskabet til EfB for tredje gang i træk. Alle regnede med at dette var afslutningen på en epoke. Der havde som nævnt ikke været noget særligt generations skifte og man mente ikke at dette hold kunne blive ved med at vinde.
I 1964 formåede holdet da heller ikke at erobre mesterskabet endnu engang, men pokaltriumfen over Odense KFUM gjorde dog at sæsonen alligevel blev reddet.At holdet i 1965 igen vandt mesterskabet var derfor en kæmpe overraskelse for de fleste. Speciel mestertrænerne Rudi Strittich (61, 62, 65) og Arne Sørensen (63) havde stor andel i de fire guldmedaljer der blev vundet på fem år.

Hermed var storhedstiden imidlertid slut. En sølvmedalje i 1968 med Richard Møller Nielsen som træner var den sidste triumf i flere år. I 1969 rykkede klubben ned i 2. Division.
Starten af 70erne var et helvede. I 1972 måtte EfB sågar ned i 3. Division. Men så skulle det også være slut. I 1973 rykkede klubben tilbage i 2. Division, men stoppede ikke her og rykkede i 1974 igen op i 1. Division.
I 1976 vandt EfB for anden gang pokalen efter sejr over Holbæk, 1977 blev til en bronze medalje, 1978 en sølv medalje plus en tabt pokalfinale til Frem, og endelig i 1979 vandt EfB sit foreløbigt sidste danske mesterskab.
Med de gode resultater, og det faktum, at EfB var med på vognen med hensyn til de nyindførte professionelle tilstande, så fremtiden lys ud.Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Mesterholdet blev stille og roligt opløst i starten af 80erne, og klubben formåede ikke at skaffe de rigtige afløsere. Dette kunne ses på tabellen, hvor EfB sank stadig længere og længere ned.
Først i 1991 begyndte det at vende, via en økonomiske sanering. Holdet viste i glimt gode resultater, men manglede stabilitet. Der blev dog hele tiden arbejdet hårdt på at gøre klubben mere professionel. Efter at have fået styr på økonomien kunne ledelsen igen begynde at se på det sportslige. Dette gav sig udslag i hyringen af cheftræner Viggo Jensen, der i foråret 1998 overtog et yderst ustabilt EfB-hold i bunden af den næstbedste række og førte det frem i rækken med sejre over flere af topholdene.

Det var derfor et langt stærkere hold, der igen indtog den bedste række i 2001/2002. Et flot forår blev afløst af et mindre godt efterår, og resultatet blev en 7. plads. Sæsonen blev samtidig den sidste med Viggo Jensen ved roret. Ny træner blev Ove Pedersen, der havde haft stor succes i FC Midtjylland.Den første sæson med Ove Pedersen som cheftræner sluttede med en flot 5. plads. Han blev i samme sæson kåret “Årets træner” 2002. EfB blev ligaens mest scorende hold, lige som 21 årige Jan Kristiansen imponerede med 18 mål til en delt førsteplads på topscorerlisten.

Sæsonen 2003/2004 blev stor. EfB vandt det første sæt medaljer siden 1979 i form af bronze. Klubben sluttede for anden sæson i træk som ligaens mest scorende hold. Tommy Bechmann blev noteret for 19 mål på en delt førsteplads på topscorerlisten.
Den sportslige succes forsatte delvis i sæsonen 2004/2005. Pointmæssig blev efteråret dog ikke den bedste, da EfB måtte overvintre på en 8. plads.
Første halvdel på 2005/2006 sæsonen blev lidt skuffende, idet EfB´s målsætning om top 4 hurtig måtte skrinlægges og laves om pga. for få point på pointkontoen. Således endte holdet på en 7. plads efter efterårts kampe.
Ved efterårets afslutning tog EfB afsked med Ove Pedersen som cheftræner og ansatte i stedet fra nytår Troels Bech med den mangeårige EfB-anfører Jess Thorup som assistent. Samtidig blev det fra efteråret 2005 en realitet, at førsteholdet i EIK ishockey overdrages til EfB som en styrkelse i foreningen til EfB Ishockey.
Målet for foråret 2006 er pokalfinalen og komme så langt væk fra liga-nedrykning som muligt.
Målet lykkes. EfB tilspillede sig en plads i pokalfinalen for første gang i 20 år. Modstanderen var Randers FC. En folkevandring af dimensioner indvandrede hovedstanden. 24.000 tilskuere var på plads. De fleste fra Vestjylland. Desværre nåede EfB ikke niveauet og tabte efter forlænget spilletid (119 minutter) med 0-1.
Sæsonen 2005/2006 og i vinterpausen 2006/2007 endte med en godkendt placering som nr. 6.